Wimbledon

Wimbledon er den ældste og mest prestigefyldte turnering i tennisregi. Turneringen har en lang historie, der strækker sig helt tilbage til 1877, og den har ligesom mange andre sportsbegivenheder været scene for legenders storhed og fald. 

Wimbledonturneringens logo

Wimbledons historie:
Den første tennisturnering i Wimbledons historie blev som sagt afholdt i 1877. Organisationen bag var "The All England Croquet and Lawn Tennis Club". Den første turnering havde 22 deltagere i herresingle, hvor britiske Spencer Gore blev sejrherre. I 1884 tilføjede man damesingle og herredouble til turneringsplanen, og i 1913 blev mixdouble og damedouble ligeledes sat på turneringsprogrammet. Indtil 1922 var den forsvarende mester direkte kvalificeret til finalen. De øvrige spillere måtte derfor først spille om retten til at udfordre mesteren i finalen. Wimbledon blev første gang vist i TV i 1937. Med Wimbedons lange historie anser de fleste denne turnering, der er en del af de 4 grand slam-turneringer, som den mest prestigefyldte at vinde. Wimbledon er desuden den eneste af de 4 grand slam-turneringer, der bliver afholdt på græs.  


Legender på græstæppet:
Som så mange andre sportsbegivenheder har Wimbledon været med til at skabe legender inden for sportens verden. I dette tilfælde kan man blandt andet nævne Boris Becker, der som blot 17-årig vandt turneringen i 1985. Den yngste sejrherre, første unseedede vinder samt første vesttysker til at vinde turneringen var alle rekorder Becker satte det år. 

Boris Becker

Blandt andre legender kan man nævne Bjørn Borg og John McEnroe. Disse to frontfigurer inden for datidens tennisverden var evige rivaler og spillede flere legendariske kampe på Wimbledons græs i starten af 1980'erne. Bjørn Borg vandt Wimbledon fra 1976-1980, hvor han i 1980 vandt over McEnroe. Året efter fik McEnroe revanche og vandt turneringen i dette år samt i 1983 og 1984.

Bjørn Borg (TV) og John McEnroe (TH) før finalen i 1980.

Med de mange legender, deres opgør og Wimbledons lange historie har turneringen været med til at forme tennissporten, som vi kender den i dag. 

Carl Skomar Hansen (1898-1978)

Carl Skomar er en af de allerbedste-måske den bedste-fodboldspiller Danmark har fostret.

Han var en fremragende dribler og havde et fantastisk skud, og så blev han Danmarks første professionelle fodboldspiller.

Carl Skomar Hansen

Opvækst og ungdom:

Carl Hansen voksede op i beskedne kår på Østrebro i København. Hans far var skomager,  og Carl løb ofte ud med sko til kunderne og fik derfor snart tilnavnet Skomar! Han var kvik i skolen, men det var nu fodbold, der fik hans største opmærksomhed.

Der blev næsten altid spillet fodbold i fritiden : på veje, i gårde og på Fælleden. Fodbolden var som regel hjemmelavet af aviser og snore, og når det gik højt,  spillede drengene med en tennisbold. Carl Skomar, der var en lille fyr mente selv,  at hans enestående teknik skyldtes legen med de primitive bolde, der stillede store krav til drengene. Efter at have spillet i klubberne Ydun og ØB meldte han sig ind i topklubben B 1903

1915.Allerede som 16-årig fik Carl Skomar i 1915  debut på 1.holdet, og der blev lagt mærke til den rapfodede lille spiller, der ofte løb fuldstændig rundt med store og fysisk stærke  spillere. Hans største force var i øvrigt flugtskuddet.

I 1918 fik Carl som 20-årig sin landskampsdebut ude mod Sverige og det blev til 2 mål i Danmarks 3-1 sejr. Den svenske presse var overstrømmende og beskrev ”hans enestående boldbehandling og rappe spil”. Det blev til 7 flotte landskampe – men i 1921 var det slut. DBU nægtede at bruge udenlandske professionelle på landsholdet.

Tiden i Skotland:

Verdens vel bedste klubhold Glasgow Rangers spillede nemlig en opvisningskamp i København, og klubben blev så begejstret  for Carl Skomar,  at skotterne købte ham for den formidable sum af 20pund!  I Skotland var man skeptisk: hvad skulle man da med en udlænding i det allerede fantastiske angreb! Men Carl  gjorde skepsissen til skamme. Han startede med en træningskamp på 2.holdet med 10.000 tilskuere! Pludselig huggede Carl til bolden, der ramte overliggeren og først faldt til jorden på den anden side af midterlinjen!

 I debutkampen på 1.holdet mod Queens Park scorede Carl alle Rangers mål i 3-1 sejren! I øvrigt de første mål scoret af en udlænding i skotsk fodbold. Det blev til mange mål og flotte præstationer, herunder mål mod arvefjenden Celtic og  skotsk mesterskab i 1923, 1924 og 1925, og snart fik Carl Skomar titlen ”The great little Dane”. Desværre blev han ramt af flere komplicerede benbrud. Det sidste  et flækket skinneben satte en stopper for den enestående karriere, og efter godt 3 år var det slut i Skotland.

Gammel, men ikke glemt:

Men skotterne glemte ikke så hurtigt ”the great little Dane”.36 år efter karrierens afslutning  blev han i 1950 præsenteret for et  talstærkt skotsk publikum på 50.000, der klappede begejstret i 3 minutter før Carl kunne komme til orde! Og overalt i byen blev han genkendt som ”the lovable,popular Dane”.

Carl Skomar var i flere generationer en legende i dansk fodbold. Denne lille fyr, der kompenserede for størrelsen med en ypperlig teknik, kampgejst og hurtighed blev folkets mand og tilnavnet Skomar signalerede, at han var en alle kendte-og så gjorde det jo heller ikke noget, at han havde optrådt med succes på et klassehold som Glasgow Rangers!

De to tyske landshold

Det tyske fodboldlandshold er et af de største hold indenfor international fodbold. Med tre verdensmesterskaber og tre europamesterskaber er Tyskland en af verdens mest vindende landshold. Til EM i Polen og Ukraine til sommer er Tyskland endnu engang blandt favoritterne. Det tyske landshold har dog en noget speciel historie, i og med at Tyskland var delt i et Øst og Vesttyskland fra 1949-1990. Eftersom Tyskland var delt i to, var der i perioden også to landshold. To hold der kom til at møde hinanden ved VM i 1974.

Delingen af Tyskland

Efter Hitler og nazismens nederlag i 2. verdenskrig blev Tyskland delt i 4 zoner. Dette blev besluttet ved Potsdamkonferencen, hvor Tyskland blev delt i en fransk, en amerikansk, en engelsk og en russisk del. I 1949 valgte man at samle den vestlige del af Tyskland til det der blev Vesttyskland eller BRD. Den russiske del blev i stedet til Østtyskland eller DDR. Dermed var oprettelsen af to forskellige "Tysklande" en realitet. BRD og DDR fungerede som selvstændige lande indtil DDR blev opløst i 1990 som følge af blandt andet Berlinmurens fald i 1989.  

Det vesttyske landshold

Vesttyskland spillede sin første landskamp relativt hurtigt efter delingen. Allerede i 1950 spillede landet nemlig en kamp mod Schweiz. Det lykkedes også at kvalificere sig til VM i 1954. Her overraskede Vesttyskland en hel fodbold verden, ved at besejer storfavoritterne fra Ungarn med 3-2. En bedrift der senere er blevet kendt som "Das Wunder von Bern" (miraklet i Bern). Efter den bedrift var det vesttyske landshold en fast bestanddel i i finaler og semifinaler ved de næste mange fodboldslutrunde. Holdet vandt blandt andet guld ved EM i 1972 og igen ved VM på hjemmebane i 1974. Vesttyskland tog sig også af VM guldet i 1990

Det vesttyske landshold med pokalen fra VM 1974

Det østtyske landshold

Det østtyske landshold spillede sin første kamp i 1952 og det fungerede som selvstændigt landshold frem til DDR's nedlæggelse i 1990. Landholdet levede dog langfra op til den succes som nabolandet Vesttyskland kunne havde. Selvom det blev til OL-bronze i 1972 og OL-guld fire år senere lykkedes det kun for det østtyske landshold at kvalificere sig til en enkelt slutrunde. Spillerne fra DDR kvalificerede sig nemlig til VM i Vesttyskland i 1974. Her havnede de to tyske landshold i samme pulje og hele verden så nu frem til en kamp mellem DDR og BRD.

Logoet for DDR's landshold

VM 1974

De to tyske landshold skulle altså mødes ved VM i Vesttyskland. De fleste havde vesttyskerne som favoritter, de var forsvarende europamestre og spillede på hjemmebane. Østtyskerne overraskede dog det meste af verden ved at vinde kampen 1-0 på et mål af Jürgen Sparwasser. Vesttyskland var i chok over at have tabt til det på papiret langt svagere østtyske hold. På den anden siden af grænsen blev sejren dog fejret som om holdet havde vundet VM. Efterfølgende har en del fodboldeksperter peget på, at nederlaget til Østtyskland fik det vesttyske landshold til for alvor at tage sig sammen. Slutrunden endte også med Vesttyskland som vinder, så noget kunne tyde på at både DDR og BRD fik noget ud af østtyskernes sejr i 1974.   

Michael Laudrup- et dansk ikon

Tidligere har vi her på bloggen skrevet om det intense opgør mellem Real Madrid og Barcelona. En af de få spillere der har deltaget i "El Clásico" for begge hold er danske Michael Laudrup. Laudrup anses af mange som den største danske fodboldspiller nogensinde, og han har spillet for nogen af de største klubber i verden. Her på bloggen bringer vi en personartikel om det danske fodboldikon Michael Laudrup.

Laudrups tidlige karriere

Michael Laudrup blev født d. 15 juni 1964 på Frederiksberg. Hans far Finn Laudrup var fodboldspiller med 20 landskampe på CV'et, så Michael Laudrup blev opflasket med fodbolden. Inden Laudrup gjorde karriere i udlandet spillede han for Vanløse, Københavns Boldklub og Brøndby. I 1983 havde den internationale fodboldverden fået øjnene op for den 19 årige Laudrups kvaliteter på en fodboldbanen, og han blev solgt til den italienske storklub Juventus. Laudrup tilbragte 4 år i italiensk fodbold. Herefter skiftede han til FC Barcelona. Her skulle Laudrup for alvor markere sig som en af verdens allerbedste fodboldspillere.

Tiden i Spanien

Det Barcelona hold, som Laudrup blev en del af i 1989 var på daværende tidspunkt verdens velnok stærkeste fodboldhold. Sammen med spillere som Guardiola, Koeman og Romario vandt Laudrup 4 spanske mesterskaber i træk, hvilket gjorde, at man omtalte Barcelona som fodboldens "Dream Team".
I  1994 gjorde Michael Laudrup så det, som for de alle Barcelonas fans er nærmest utænkeligt og fuldstændig utilgiveligt. Laudrup valgte at skifte til ærkerivalerne  Real Madrid. Laudrup tilbragte to sæsoner i Madrid, hvilket kastede et enkelt spansk mesterskab af sig. Herefter spillede Laudrup en enkelt sæson i japansk fodbold, inden han sluttede karrieren af med et hollandsk mesterskab med Ajax Amsterdam.

Laudrup og Barcelonas "Dream Team"

Det danske landshold

Michael Laudrup debuterede på det danske landshold i 1982. Herefter var Laudrup en fast del af landsholdet frem til VM i Frankrig 1998, hvor både Michael og lillebror Brian Laudrup valgte at stoppe på det danske landshold. Fra 1982 til 1998 spillede Michael Laudrup 104 landskampe for Danmark og scorede 37 mål. Laudrup var dog ikke med til den danske EM-triumf i 1992, der han ikke ville spillede under daværende landstræner Richard Møller Nielsen.

På trods af det vil Michael Laudrup stadig stå som en af de vigtigste spillere på det danske landshold nogensinde.

Laudrup som træner

Efter at have stoppet sin spillerkarriere begyndte Michael Laudrup en karriere som træner. Laudrup startede som assistenttræner for det danske fodboldlandshold. Herefter blev han cheftræner for Brøndby IF, som han førte til det danske mesterskab i 2005. Efter succesen i Brøndby blev Laudrup ansat som træner i den spanske klub Getafe CF. Det blev dog kun til en enkelt sæson i Getafe for Laudrup. Herefter tog Laudrup til Rusland, for at træne Spartak Moskva. Opholdet i Rusland var dog ikke nogen succes for Laudrup, der blev fyret efter kun en enkelt sæson. Laudrupz seneste job var i spanske Mallorca, et job som han dog sagde op i 2011, efter et enkelt år som træner.

Selvom Michael Laudrup ikke helt har formået at overføre sin succes som spiller over i trænerjobbet bliver han ofte kædet sammen med store trænerjobs rundt om i verden. Laudrup bliver ofte nævnt som ny træner for FC Barcelona, hvor Laudrup havde fejrede store triumfer som spiller.

Real Madrid, Barcelona og Franco.

Lørdag aften blev årets Champions League finale afgjort, med engelske Chelsea som vinder. To af de hold der måtte se til fra sidelinjen, efter at have tabt i semifinalen, var de spanske giganter Real Madrid og FC Barcelona. De fleste fodboldeksperter havde de to spanske storhold som klare favoritter til at mødes i finalen. Hjemme i Spanien kæmper de to hold hvert år om det nationale mesterskab, hvilket har gjort de to hold til nogle af sportsverdenens største rivaler. Her på bloggen vil vi kigge lidt på Barcelona og Real Madrids historie, der er alt andet end kedelig!

El Clásico

Opgøret mellem Real Madrid og Barcelona bliver kaldt "El Clásico". Opgøret har været spillet siden 1902 og de to hold har spillet mod hinanden 219 gange. Madrid har vundet opgøret 87 gange, Barcelona har vundet 86 og 46 gange har de to hold spillet uafgjort. Ofte har vinderen af sæsonens "El Clásico" også været det hold som vandt det spanske mesterskab. Barcelona har vundet 21 spanske mesterskaber, mens Real Madrid har vundet hele 31 mesterskaber. Det er altså helt tydeligt, at de to hold er de største og mest vindende hold i spansk fodboldhistorie. Det er dog ikke kun de to holds bedrifter på banen der har skabt den store rivalisering mellem klubberne. Real Madrid og Barcelona har nemlig meget stor symbolsk betydning for den spanske befolkning og deres historie.

Klubbernes symbolske betydning

FC Barcelona har enorm symbolsk betydning for det spanske område Catalonien, der ligger i den nordøstlig del af Spanien. Catalonien har i mange år kæmpet for uafhængighed fra resten af Spanien. Barcelona er hovedstaden i det catalanske område og derfor ser mange af klubbens fans "El Clásico", som en kampen mellem Catalonien mod resten af Spanien. For Barcelonas catalanske fans er Real Madrid symbolet på den spanske hovedstad Madrid, der ikke vil give Catalonien sin selvstændighed. Det bliver heller ikke bedre af, at Real Madrid er den spanske konges klub (deraf "real"). Det siger derfor sig selv, at den spanske konge ikke er populær i Catalonien.
Den spanske diktator Francisco Francos, der styrede landet fra 1939 til 1975, havde også indflydelse på forholdet mellem Barcelona og Real Madrid. Mange af Barcelonas fans tror, fejlagtigt, at Franco var Real Madrid fan. Franco støttede et andet Madrid hold, men det forhindrede ham ikke i, at udøve sin magt overfor Barcelona og catalanerne. Inden "El Clásico" i 1943 besøgte Francos politistyrker Barcelonas omklædningsrum, og gjorde det klart at catalanerne gjorde klogest i at tabe kampen. Derfor sluttede opgøret med en sejr på 11-1 til Madrid. Franco sørgede ligeledes for, at Barcelonas præsident Josep Sunyol blev henrettet i 1936. Sunyol var udover sin præsidentpost i fodboldklubben en af de største fortalere for et frit Catalonien, noget der ikke passede ind i Francos planer for Spanien. Derfor måtte Sunyol altså lade livet i 1936.

Barcelonas fans med et klart budskab under en kamp mod Real Madrid

Mere end en klub

Franco forbød det catalanske sprog og catalansk kultur. Derfor var F.C Barcelona det eneste sted, hvor catalaner kunne vise deres catalanske identitet. Derfor har klubben også "slagordet" més que un club" (mere end en klub). Klubben er for mange selve symbolet på Catalonien og kampen for uafhængighed.
Kampen mellem F.C Barcelona og Real Madrid er altså meget mere end en kamp om, hvem der skal vinde det spanske mesterskab. Det er en" krig" mellem to dele af den spanske befolkning. En krig der bliver afgjort på fodboldbanen, mindst to gange om året.

Bjarne Riis (1964-)

Bjarne Riis er en af de største danske cykelryttere nogensinde. Igennem sin karriere er han den eneste dansker, som har vundet Tour de France, men dopingskandaler har siden sat Bjarne Riis' præstationer i et sløret lys.

Barndom og tidlig karriere:

Bjarne Riis er født i 1964 og opvokset i Herning. Han startede sin amatørkarriere i Randers Cykelklub af 1910 og tog senere til Herning Cykelklub. Hans talent for cykling viste sig hurtigt, da han blev uofficiel drengeverdensmester og senere vandt det danske mesterskab i holdløb. I midten af 1980’erne tog Bjarne Riis af sted til Luxembourg for at blive professionel.  Her kørte Riis for en række semi-professionelle cykelhold, men det var først i 1993, at han for alvor indtog en plads på den internationale cykelscene.

Tour de France:

I 1993 vandt Bjarne Riis sin første Tour de France etape. Etapen, som hed Châlons-sur-Marne blev startskuddet på cykelrytterens professionelle karriere. Samme år sluttede Bjarne Riis som nummer 5 i det samlede klassement. I 1994 blev Riis syg under Touren og udgik, mens han i 1995 blev den første dansker, som endte på podiet på en tredjeplads. Den største bedrift i karrieren kom dog året efter, da Bjarne Riis blev den første dansker til at vinde Tour de France. Spørgsmålet om, hvorvidt Bjarne Riis havde brugt doping til at opnå sejren, slørede dog danskerens præstation.

Doping:
Efter 11 års dopingmistanker indrømmede Bjarne Riis i 2007, at han havde brugt EPO under Touren i 1996. Beskyldningerne kom fra den tidligere massør for Riis' daværende hold Team Telekom. Beskyldningerne blev fulgt op i bogen "En massørs bekendelser", som massøren Jef D'Hont selv skrev. Siden erkendte flere ryttere fra det daværende Team Telekom, at de havde brugt doping og godt en måned senere måtte Riis også krybe til korset. Bjarne Riis står stadig som vinder af Tour de France 1996 - dog med tilføjelser om, at han har brugt doping til at opnå sejren. Trods dopingskandalen står Bjarne Riis stadig som en af de helt store frontfigurer i dansk cykelsports historie.

Tour de France's legender

Som tidligere nævnt har Tour de France udklækket legender igennem historien. Her er 3 af de største:


Lance Armstrong (1971-) er i nyere tid kendt som den største Tour de France vinder. Den amerikanske cykelrytter har rekorden i at vinde Touren flest gange med hele 7 sejre fra 1999-2005! Armstrong fik i 1996 konstateret kraft i lungerne og leveren, men dette stoppede ikke amerikaneren, der bekæmpede sygdommen og sejrede i det store cykkelløb. Lance Armstrong måtte betegnes som en all-round rytter, der både kunne køre godt i bjergene, og som var en fantastisk tempospecialist, der satte al modstand på plads på den afgørende enkeltstart.

Lance Armstrong

Jacques Anquetil (1934-1987) er en af Tour de France’s tidligere legender. Den franske, ubeskedne rytter var et sandt talent på en cykel og med 16 etapesejre i løbet er han den største franske legende til dato. Anquetil var kendt for kun lige præcis at gøre, hvad det krævede for at vinde, hvilket irriterede hans franske fans, men efterhånden indså disse, at denne måde at køre på også krævede et specielt talent. Anquetil vandt Touren i 1957, 1961, 1962, 1963, 1964.

Jacques Anquetil

Eddy Merckx (1945-) havde tilnavnet ”Kannibalen” og betegnes ofte som den komplette cykelrytter. Merckx vandt 5 Tour de France løb i de 6 år han stillede op nemlig i 1969, 1970, 1971, 1972 og 1974. Merckx har med hele 34 sejre rekorden for flest etapesejre i Touren og er derudover den eneste rytter, der nogensinde har vundet både den gule trøje, pointtrøjen og bjergtrøjen i én Tour. ”Kannibalens” evne og lyst til at vinde var hans stærkeste våben, og han var i sin tid den mest frygtede og respekterede rytter i Tour-feltet. Merckx var berømt for at "fortære" sine modstandere og fik dermed sit tilnavn.

Eddy Merckx

Tour de France

Tour de France er et årligt cykelløb, der finder sted i juli måned hver sommer og cykelløbet, der første gang blev afholdt i 1903 bliver ofte kaldt verdens største og hårdeste cykelløb. Det tre uger lange løb har igennem de sidste godt 110 år skabt legender og været grundlag for tragedier. 

Tour de France’s fødsel og de første år:
Tour de France historien starter på en fransk avis, som hed L’Auto i starten af 1900-tallet. På grund af stagnation i Frankrig i disse år solgte avisen ikke så godt som forventet og for at vende salget, satsede man på at dække et langdistance cykelløb, der skulle køres over hele Frankrig. Ideen blev vel modtaget på avisens redaktion og den 19. januar 1903 annoncerede L’Auto det første Tour de France i historien.
Det første Tour de France bestod af blot 5 etaper, som skulle køres fra den 31. maj til den 5. juli i 1903. Fra 1905 til 1912 brugte man i cykelløbet et pointsystem for at udpege vinderen. Den, der krydsede målstregen først på en etape fik 1 point, nummer to fik 2 point osv. – rytteren med færrest point blev udkåret som vinder af løbet. I 1913 gik man tilbage til metoden, man havde brugt de to første år, og den som vi kender i dag – den enkelte rytters tidsforskel til den førendes samlede tid.

Tourens tragedier:
Tour de France har også været grundlag for en række tragedier igennem de sidste 100 år. Der har i alt været 4 ryttere, der har mistet livet på etaperne, hvor man i 1910 oplevede det første, da den franske rytter Adolphe Helière druknede i den franske riviera under en hviledag. I 1935 omkom spanske Francisco Cepeda, da han blev kastet ned i en slugt på Col du Galibier. 30 år efter i 1967 døde Tom Simpson, der betegnes som den mest succesfulde engelske cykelrytter gennem tiden, af et hjerteanfald under opstigningen af Mont Ventoux. Senere fandt man spor af amfetamin i Simpsons blod. Det hidtil sidste dødsfald blandt rytter fandt sted i 1995 da den italienske guldmedaljetager fra OL i 1992 Fabio Casartelli styrtede med 88 kilometer i timen på en nedkørsel på Col de Portet d’Aspet.


Underligt nok er der flere personer, som er omkommet omkring løbet end ryttere i selve løbet. I alt 26 personer har mistet livet i forbindelse med løbet herunder motorcykelister, officials og tilskuere. Den største ulykke fandt sted i 1964 da 20 mennesker omkom da en forsyningsvogn ramte en bro i Dordogne-regionen.

Touren i et dansk perspektiv:
Der har igennem årene været mange store danske præstationer i Tour de France. Allerstørst står nok stadig Bjarne Riis’ gule trøje og samlede sejr i 1996. Derudover har Michael Rasmussen vundet den prikkede bjergtrøje i 2005 og 2006. Når dette er sagt, har danskerne mest vist sig som vindere af enkelte etaper. Senest var det Nicki Sørensen, der i 2009 vandt 12.etape, mens Michael Rasmussen vandt etaper i både 2005, 2006 og 2007. Jesper Skibby, Bo Hamburger, Bjarne Riis, Kim Andersen, Jakob Piil, Mogens Frey, Johnny Weltz og Jørgen V. Pedersen kan også skrive sig på listen over danske etapevindere i Tour de France.

EM i fodbold

EM i fodbold i Polen og Ukraine nærmer sig, og det danske landshold har endnu engang formået at kvalificere sig. Det skal selvfølgelig markeres her på bloggen. Derfor har vi valgt at kaste et historisk blik på de europæiske mesterskaber i fodbold. Vi har valgt at tage de rød-hvide briller på, og gjort lidt ekstra ud af EM 1992, hvor det danske landshold som bekendt overraskede de fleste og vandt mesterskabet.

Det første EM

Det første europæiske mesterskab i fodbold blev afholdt i Frankrig i 1960. 17 landshold spillede om pladserne ved selve slutrunden, hvor der kun var plads til fire deltagere. De fire lande der kvalificerede sig til EM var Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og værtslandet Frankrig. Med til den historie hører, at Sovjetunionen kvalificerede sig til mesterskaberne uden kamp. Sovjet skulle nemlig have mødt Spanien i kvalifikationturneringen, men spanierne nægtede at tage til Sovjet for at spille kampen. Det skyldes, at Spanien på daværende tidspunkt blev ledet af diktatoren Francisco Franco. Sovjetunionen havde støttet Francos modstandere under den spanske borgerkrig (1936-1939) og derfor tillod Franco ikke det spanske landshold at rejse til Sovjetunionen.    

Derfor skulle den første europamester i fodbold altså findes blandt Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien eller Frankrig. Finalen blev et opgør mellem Sovjetunionen og Jugoslavien, et opgør som Sovjet trak sig sejrrigt ud af, og de kunne dermed lade sig hylde som de første vindere af et fodbold EM. 

De første europamestre i forbold, Sovjetunionen

Efter det første EM i 1960 blev der afholdt europamesterskaber hvert fjerde år. Det danske landshold formåede at kvalificere sig til EM både i 1964 og igen i 1984, hvor de nåede til semifinalen mod Spanien. I 1992 var Danmark i første omgang ikke kvalificeret, men landsholdet kom med, og overraskede en hel fodboldverden.

EM 1992

I 1992 formåede det danske landshold ikke at kvalificere sig til europamesterskaberne, der skulle afholdes i Sverige. Danskerne var blevet nummer to i deres kvalifikationsgruppe, hvor Jugoslavien havde taget førstepladsen. Det europæiske fodboldforbund valgte dog at udelukke Jugoslavien fra EM, på grund af den borgerkrig der hærgede i landet. 10 dage inden slutrunden startede blev det danske landshold derfor indkaldt til at overtage Jugoslaviens plads.

Der var ikke den store tiltro til det danske landshold, der endda måtte undvære sin største stjerne Michael Laudrup. Danskerne formåede dog at gå videre fra deres gruppe, og skulle derfor møde Holland i semifinalen. Kampen mod Holland endte 2-2 og skulle derfor afgøres på straffespark. Her blev den danske målmand Peter Schmeichel den store helt, og danskerne var dermed klar til finalen mod Tyskland. Som mod Holland var der ikke ret mange der havde tiltro til danskerne, men Schmeichel og holdkammeraterne formåde endnu engang at overraske og med en 2-0 sejr kunne danskerne løfte pokalen og kalde sig europamestre.

Bedriften fra 1992 må regnes som det største et dansk landshold nogensinde har opnået. Det er nok lidt tvivlsomt om Eriksen, Bendtner og Rommedahl kan gentage bedriften til sommer. Der er dog ingen tvivl om, at vi her på bloggen skal følge danskerne i Polen og Ukraine.

 

Et klip fra finalen 1992, der nok kan få nationalfølelsen op i de fleste

Håndbold

Håndbold er en over 100 år gammel sport, som stammer fra det danske skolevæsen. Danmark har igennem tiden været en fremtrædende nation indenfor sporten både på herre– og damesiden.

Dansk Håndbold Forbunds logo

Håndboldens historie:

Håndbolden som spil blev opfundet i 1897 i Danmark af R.N. Ernst, der var ansat ved skolevæsenet i Nyborg og Holger Nielsen, som var ansat ved Ordrup Latin- og Realskole. Spillet startede derfor med at være en sport, man spillede i skolen, og det var et spil, der mest blev spillet af drenge. De første egentlige håndboldkampe blev spillet mellem 1900-1910, mens den første håndboldturnering blev spillet i 1921. Det næste store nybrud i håndbolden kom i 1970’erne, da man begyndte at fokusere på fysiske træningsmetoder og indviklede og indlærte spilsystemer. I dag har professionaliseringen medført, at spillerne, som spiller på eliteplan, kan leve af at spille håndbold, men med omkring 130.000 aktive spillere i Danmark er håndbolden stadig mest en fritidsaktivitet. 

De danske jernladies:

På den internationale scene har Danmark været en fremtrædende magtfaktor indenfor kvindehåndbolden. De danske håndboldpiger, som i 1990’erne fik tilnavnet ” de danske jernladies”, vandt i årene 1994, 1996 og 2002 europamesterskaberne, som normalt betegnes som den sværeste turnering at vinde. Omkring de samme år høstede holdene guldmedaljer ved de prestigefyldte Olympiske Lege i 1996, 2000 og 2004 og var dermed det første håndboldhold nogensinde til at vinde OL-guld tre gange i træk. Hvad verdensmesterskaberne angår så vandt man guld en enkelt gang i 1997. 

Herrerne træder ud af skyggen:

Herrelandsholdet lå i 1960’erne og 1980’erne blandt de 4-5 bedste hold i verden. Dette blev dog ikke ved, da man i 1990’erne blev overskygget af de succesfulde håndbolddamer, men omkring årtusindeskiftet vendte det igen. I 2002, 2004 og 2006 vandt holdet bronzemedaljer ved EM-slutrunden, og i 2007 blev det til sølv ved verdensmesterskaberne. Kulminationen indenfor herrehåndbolden skete i 2008, da man endelig vandt guld ved europamesterskaberne i Norge med en 24-20 sejr mod Kroatien. Det hidtil sidste kapitel i herrelandsholdets historie var også en succes, da man ved EM-slutrunden i 2012 i Serbien atter vandt guld ved at slå værtsnationen i finalen.

En af mange spændende afslutninger med de danske håndboldherre

OL i Athen 2004

Med dette korte blogindlæg slutter vi, hvor vi startede vores historiske gennemgang af de Olympiske Lege – i Grækenland.

Panathenaic Stadium

Tilbage til antikken:

De Olympiske Lege i Athen 2004 havde sloganet ”Welcome Home”. Det var første gang siden 1896, at legene blev afholdt i Grækenland og nogle discipliner blev afholdt på det oprindelige antikke stadion: Panathenaic Stadium. 10 625 atleter konkurrerede i 301 discipliner i 28 forskellige sportsgrene. Det var også første gang, at alle lande fra den Nationale Olympiske Komite deltog i legene.

De danske resultater:

De danske atleter fik i alt skrabet 10 medaljer sammen ved legene i 2004. To af guld henholdsvis til de danske håndboldpiger og guldfireren i kaproningsdisciplinen. De 8 resterende medaljer var af bronze og fordelte sig således:

- Wilson Kipketer (800 meter).

- Joachim B. Olsen (kuglestød).

- Michael Maze og Finn Tugwell (Bordtennis, herredouble). 

- Jens Eriksen og Mette Schjoldager (Badminton, mixdouble).

- Dorte O. Jensen, Helle Jespersen og Christina Otzen (Yngling).

- Signe Livbjerg (Europajolle).   

Håndboldkvindernes spændende finaleafslutning mod Sydkorea

OL i München 1972

I 1972 var OL tilbage i Tyskland for første gang siden Hitlers "propagandalege" i 1936. Tyskerne var indstillet på at afholde de perfekte lege og dermed slettet mindet fra 1936. Desværre forløb legene langt fra som planlagt, da den palæstinensiske terrorgruppe "Sorte September" slog til mod legene. 

En god begyndelse

De 20. olympiske lege i München begyndte ellers godt. Med 7100 deltagere fra 122 lande, satte man i München en ny olympisk deltagerrekord. Legenes helt store profil blev den amerikanske svømmer Mark Spitz. Spitz satte syv nye verdensrekorder med tilhørende guldmedalje og skrev sig dermed ind i den olympiske historie. De første ni dage forløb alt altså som planlagt, men om morgenen d. 5. september indtraf katastrofen.

Sorte September

Klokken 4 om morgenen, den 5. september trængte medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe "Sorte September" ind i den olympiske by. Terroristerne dræbte to af de israelske atleter og tog ni som gidsel. Terroristerne holdt deres gidsler fanget i den olympiske by, og krævede løsladelse af over 200 palæstinensiske fanger, hvis de skulle slippe gidslerne fri. Derudover ville terroristerne have fri passage tilbage til Mellemøsten. Man så ingen anden udvej end at acceptere terroristernes krav. Terroristerne blev, sammen med deres fanger, transporteret til Fürstenfeldbruck lufthavn, hvor et fly til Kairo stod parat. I lufthavnen havde tysk politi skarpskytter klar, som skulle skyde terroristerne uden gidslerne kom noget til. Det lykkedes dog ikke. I stedet endte det hele i en katastrofe, hvor 8 terrorister, 11 gidsler og en tysk politibetjent mistede livet.
Denne tragiske begivenhed lammede naturligvis de olympiske lege, der stod fuldstændig stille i over et døgn. Efterfølgende udtalte formanden for den Internationale Olympiske Komite at "The games must go on" og man valgte at genoptage olympiaden i skyggen af "Sorte Septembers" handlinger. 

Det olympiske flag på halv

Sovjetunionen blev den mest vindende nation ved legene, da det lykkedes at vinde 50 guldmedaljer. Sovjet blev efterfulgt af USA, der vandt 33 guldmedaljer. Legene i München vil dog altid blive husket for "Sorte Septembers" terrorhandling og den mislykkede redningsaktion, der kom til at koste 22 mennesker livet.

OL i Berlin 1936

De 11. olympiske sommerlege skulle i 1936 afholdes i Berlin. Tysklands daværende leder Adolf Hitler så legene som en mulighed for at promovere Tyskland og den nazistiske ideologi. Alt skulle være større, flottere og mere imponerende end nogensinde før. Den amerikanske atlet Jesse Owens sørgede dog for, at legene ikke helt fik det forløb, som Hitler havde håbet på.


Nazismens OL?

Tyskland var blevet tildelt værtskabet for legene inden Hitlers magtovertagelse i 1933, men efter nazisterne var kommet til magten var mange lande usikre på deres deltagelse ved legene. Især den nazistiske racelov gjorde, at lande som USA kraftigt overvejede at boykottere legene. Det lykkedes dog for nazisterne, at få USA med til legene. En række jødiske idrætsudøvere valgt dog personligt at boykottere legene, herunder den danske letvægtsbokser Abraham Kruland, der eller var et stort medaljehåb. På trods af personlige boykots var legene i Berlin de hidtil største, både hvad angik deltagere og discipliner 

Jesse Owens

Ved legene i Berlin dystede atleterne i 21 forskellige discipliner. Fodbold, polo og basketball var blandt de nye ting på programmet. Det var dog en deltager i en af de klassiske discipliner, der kom til at stå for legenes mest bemærkelsesværdige præstation. Den amerikanske løber Jesse Owens vandt nemlig fire guldmedaljer ved sommerlegene. I sig selv en opsigtsvækkende præstation, men Owens hudfarve gjorde hans fire medaljer endnu mere betydningsfulde. Owens var nemlig sort. Dette passede bestemt ikke ind i Hitler og det nazistiske partis planer om et OL domineret af den "overlegne" ariske race. Hitlers vrede kom til udtryk ved, at han ikke var til stede under Owens medaljeoverrækkelse, hvilket han ellers havde været når det var de ariske atleter der stod øverst på skamlen. Owens præstation og dens betydning vil for mange stå som den mest betydningsfulde begivenhed ved OL i 1936.

Medaljehøst

På trods af Jesse Owens fire guldmedaljer, var det ikke USA der havde flest atleter øverst på skamlen i 1936. Den ære tilfaldt i stedet Tyskland, der vandt 33 guldmedaljer, mod amerikanernes 24. OL i 1936 vil dog altid bliver husket for, hvordan en sort amerikansk atlet viste Hitler og verden at den ariske race ikke var den altdominerende.

 Et lille klip fra legene i Berlin